Laboratoriets sikkerheds- og sundhedsarbejde
Som på enhver anden virksomhed med over 10 ansatte, skal der være et sikkerhedsudvalg eller sikkerhedsgruppe (afhængig af den overordnede organisation) på laboratoriet, delvis valgt af medarbejderne og delvist udpeget af ledelsen. Det er vigtigt, at der i udvalget sidder personer, der har bred indsigt i arbejdet, det kan være kendskab til kemi, flydende gassers håndtering, brug af radioaktive stoffer, røntgen, værkstedsarbejde og maskiner, arbejde i GMO laboratorier osv., det vil sige at alle typer af aktiviteter på laboratoriet i rimelig grad er dækket. De personer som udpeges eller indvælges, har i dagligdagen en speciel pligt til at være opmærksomme på problemer, som kan bevirke uheld eller EGA problemer, og søge dem afhjulpet. Alle både ledelsesrepræsentanter og arbejdstagerrepræsentanter skal igennem det lovpligtige kursus af en samlet varighed på 1 uge (når der er tale om laboratorier), lidt mindre hvis karakteren af arbejdet er kontorarbejde. Af de ting der skal ofres særlig opmærksomhed er biologiske smittekilder dyrestalde, kemiske enheder, ioniserende stråling GMO laboratorier, endeligt generelt affaldshåndtering. Der gælder særlige regler for stinkskabe mm. til brug for GMO og radioaktive stoffer (se under fysiske forhold), samt det tilsvarende affald.
Det primære formål er forebyggelse af uheld og arbejdsulykker, nedslidning, arbejdsbetingede lidelser, stress mm. ved at foretage analyse af arbejdet og forudse problemer, dernæst at løse opståede problemer. Sker noget af ovenstående foretages analyse af problemet, og der foretages forebyggelse. Tilsvarende analyseres svar i APV, og der laves handlingsplaner som forebygger eller fjerner problemer. Der må ikke foretages mund pipettering.
Senest revideret den 26. oktober 2011